Dag 2 i dagbogen fra Lesbos: At blive opslugt af elendigheden

Blogindlæg 25.12.1 5 af Psykolog Jane Maul, stifter af Psykologer over Grænser

Det er let at blive opslugt af elendigheden. Af alle dem, der drukner. Af vores viden om, hvilken rejse der venter bådflygtningene i deres videre færd op igennem Europa.

Når en båd rammer kysten på Lesbos er der umiddelbar lykke. Man kan høre passagererne huje og råbe af glæde. Selv om de oftest er våde, dehydrerede og sultne, er de taknemmelige. Det er et fantastisk øjeblik, vi får lov til at være en del af.

Psykolog Jane Maul beretter om seks dage som frivillig på Lesbos – hvor kun frivillige fra hele Europa sørger for den første kontakt, når traumatiserede flygtninge rammer klippekysten. 

Flere frivillige er meget påvirkede, og har svært ved at holde fri fra nødhjælpsarbejdet, fordi der konstant er noget at lave. De færreste er uddannet og langt de fleste af os kommer direkte fra en tryg hverdag med almindeligt arbejde og familie. Derfor nøjes mange med 3-4 timers søvn i døgnet. Til gengæld er alle så udmattede, følelsesladede af trætheden og bliver nemt påvirket af elendigheden, der følger af at stå midt i dette kaos.

Mange flygtninge har ikke spist i flere dage og de frivillige, der bruger hele dagen på at smøre sandwiches er lige så vigtige, som dem i front. Vi løfter opgaven i fællesskab og ingen kan undværes. Men det er så uorganiseret som en indsats, der alene er båret af de frivillige, der kommer til, kan være.

Hjælpen har stået på i måneder efterhånden, så nogle faste rolle er fordelt. Eksempelvis har teamlederne fundet ud af, hvordan de kan anvende mine kompetencer bedst muligt. Jeg skal være havnevagt og klar på stranden, når bådene kommer ind.

Møder med traumatiserede skæbner

Vi møder flygtningene med ro og omsorg, når de kommer ind. Mange er traumatiserede, har måske mistet et familiemedlem på havet og har været på flugt i mange måneder.  Vi vil gerne hjælpe dem alle så hurtigt som muligt. Der er brug for, at vi skynder os langsomt. Der er brug for at skabe ro, så der ikke opstår panik.

Nogen skaffer tøj fra det improviserede lager, der er bygget op af de poser mange frivillige har haft med af eget og andres overskudstøj. Andre skaffer mad, drikke og mulighed for at få fat i en læge. Alle gør en indsats og stemningen er præget af denne vilje til at sikre tryghed.

I dag skal jeg have en debriefing samtale med den teamleder, der var med til genoplivningen af en lille dreng, der druknede i bunden af en gummibåd forleden aften. Hun er sej som en okse, har knoklet i månedsvis, men det her slog hende ud.

“Jeg begynder at blive deprimeret over dem vi ikke redder,” siger hun.

Jeg har senere debriefing med en gruppe voluntører, der var ude for en traumatisk hændelse i går.. Der er i høj grad brug for psykologbistand i dette kaos af humanitær nødhjælp, frivillige, rå overlevelse og rå hjælp.

En 6 ugers baby og sultne voksne 

I går fik vi 65 afghanere ind med kystvagten. Der var mange børn og de er pakket godt ind i flyverdragter under sejladsen. Når båden synker bliver selv et spædbarn tungt at holde oven vande for en udmattet far, når barnets flyverdragt bliver våd, og det er essentielt for at redde børnene, at vi hurtigst muligt får dem afklædt og ind på vores varme kroppe, indtil vi får givet dem tørt tøj på.

I går stod jeg med en mor med en 6 uger gammel pige. Babyen græd og havde ikke fået mad i otte timer. Forældrene havde ikke spist i fire dage og havde fået ganske lidt at drikke, så moderen var løbet tør for mælk og ville gerne have modermælkserstatning til sit barn.

På familiens vej videre op igennem Europa er der ikke mulighed for at sterilisere flasker og flere steder ikke noget modermælkserstatning. Moderen er derfor tvunget til at amme, men det går skidt, når hun ikke selv får føde. Og det er svært at fortælle en familie, at dette er vilkårene for, at hendes baby overlever den videre flugt, når de har en forventning om, at deres lidelser er overstået med ankomsten til Lesbos.

En frivillig gav hurtigt moderen mad og drikke, efter hun havde skiftet til tørt tøj. Jeg tog den grædende baby, fik tøjet af hende, svøbt hende i en jakke og op til min krop. Hun havde vand i ørene og det trykkede hver gang jeg lagde hende ned.

Senere blev der fundet babytøj og da mor kunne sætte sig i et hjørne og mælken var løbet til brystet igen stod glæden stærkt både i familiens og vores øjne.

Sådanne oplevelser har dog også deres kontraster.

I aftes fik vi en melding om, at en båd var gået ned i stormen. En helikopter blev sendt ud og vi afventede nyt fra kystvagten om overlevende. Det var rædselsfuldt vejr med høje vindhastigheder og regnen stod ned.

Vi ventede i flere timer.

Båden var sunket på vej til Samos. Der var ca 50 om bord, de fleste børn.

Der blev ikke fundet overlevende.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *