Dag 3 i dagbogen fra Lesbos: Gummibådene vælter ind

Blogindlæg 25.12.15af Jane Maul, Psykolog og stifter af Psykologer over Grænser

Vi er kommet hertil fra hele Europa, og der er kun os når flygtninge i båd efter båd når den klippefaste kyst. Det er kaos i en blanding af tragedier, død, lykke og medmenneskelighed.

Jeg har havnevagt, men der er ikke melding om nogle kæntrede både, så vi sidder og laver busbilletter. Med en skæremaskine og stakke af pap.

Der er plads til 50 mennesker i hver bus, så vi laver billetter i stakke til voluntørerne, der styrer buskørslen fra stranden til transit-campen. Det er yderst vigtigt, for uden billetter vil flygtningene mase sig ind i busserne og familier kan blive opsplittede. Så går det galt, når de kommer til den store camp i Mytilene, hvor der kan være op til 15.000 flygtninge.

Jeg forventer en stille dag, hvor jeg kan have samtaler med nogle af voluntørerne. Det er rygtet, at jeg er psykolog, og blandt andre en læge fra USA har spurgt, om hun må bruge mig til at få bearbejdet nogle oplevelser.

Men inden jeg når at tage den første samtale, kommer der en melding om, at seks både er på vej ind i Eftalou. Det er den kyst, hvor bådene kommer ind fra Tyrkiet, og der mangler frivillige på stranden.

Vi drøner afsted, med en aftale om, at havnevagten ringer til mig, hvis der er behov for havnehjælp.

Vi tager imod bådene en af gangen.

“Thank you, thank you, I love you, I love you,” er nogle af de overstrømmende udbrud af taknemmelighede vi mødes af.

Vejret og vandet har været venligt, så de fleste flygtninge er tørre, men bliver våde fra livet og ned, da de skal ud af gummibåden.  Afghanere, irakere og mange fra Syrien får fast grund under fødderne, men pludselig opstår en kritisk situation.

Kæntrer inden klipper

En enkelt båd med syrere får ikke styret hen til den kyststrækning, hvor vi står, men ender ved nogle klipper. Flere mænd springer i vandet. Båden kæntrer af uligevægten og kvinder og børn falder i vandet. Det er hektisk.

En gruppe voluntører løber derhen og de syriske mænd får hurtigt alle op på klipperne. Ingen har synlige brud fra mødet med klipperne. Voluntørerne laver kæde, hvor de holder hinanden i hænderne ned af klipperne, så vi kan hjælpe alle op på vejen.

Vi er flere kilometer fra en camp, så der er ingen læger eller mad- og drikke stationer. Tilfældigvis har nogle hollændere et børnetøjslager i deres bil. Vi får børnene fra deres forældre, lagt dem på folietæpper på vejen og går i gang med at afklæde dem.

De er bange og græder hjerteskærende. De ser mod deres forældre, som forstår, at det er livsnødvendigt, at få børnene af det våde tøj, så de står i nærheden og venter. Der er flere babyer og i det hele taget en del børn. Det skal gå hurtigt for der er flere både på vej og ikke nok frivillige.

Endnu en ammende mor

Jeg og en anden voluntør hjælper en seks måneder gammel baby og hans mor. Han græder og er sulten. Mor ryster af kulde efter at have været i vandet. Andre voluntører finder kiks og appelsiner i deres bil, mens vi finder vand i vores. Moderen får et folietæppe om sig og begynder at spise. Barnet får tørt tøj på, men er sulten og suger sig fast i fingeren. De lempes ind i vores bil, hvor mor kan amme sin dreng. Begge falder til ro..

Vi må prioritere ressourcerne benhårdt, for der er ikke nok til alle. Ammende mødre, børn og ældre har første prioritet.

Familien fortæller, at de har ventet 36 timer uden mad og drikke i et bådehus før de blev sejlet afsted.

Ankomster som en rutefart 

På fire timer får vi 11 både ind på vores lille del af stranden. I alt kommer der 29 både på hele kyststrækningen i dette tidsrum.  Personbiler med frivillige kører i pendulfart. En chauffør kører til campen med en familie (der kan sagtens være 10 personer i vores Nissan Pixa) og vender tilbage med bilen fuld af vand, nødtæpper og kiks.

Andre voluntører arbejder videre på stranden. Busser kører i rutefart.

Den store ankomst af flygtninge startede klokken 11 og klokken 18.30 kører den sidste bus med flygtninge afsted mod transitrejsende. Resten af aftenen er rolig. Der er enkelte både men det forløber noget mere roligt.

Alle voluntører har haft travlt i dag og der har ikke været mulighed for at sætte sig og samtale. Men min erfaring som krisepsykolog er en klar fordel i marken, hvor der skal dannes overblik og prioriteres. Nogle bliver overvældet af opgavens omfang, særligt en dag som denne, og de har behov for, at en anden tager styringen.

Men der er intet hierarki.

Vi arbejder side om side for at redde liv. Det er på een gang fantastisk og tragisk.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *