Dag 5 i dagbogen fra Lesbos: En lille pige med en brækket arm og frygten for at blive afsløret

Pigen har i to dage gået, sejlet, og ligget skjult med en brækket arm. Hun faldt i Tyrkiet og de turde ikke opsøge en læge. Hun er i store smerter og familien har ikke haft adgang til smertestillende medicin.

Moderen kigger op på mig med bedende øjne. De er fulde af tårer. Jeg kan mærke smerten og knuger hende ind til mig. Vi er sammen. Hun holder sit grædende barn, mens ortopædkirurgen mærker på dets arm.

Pigen har i to dage gået, sejlet, og ligget skjult med en brækket arm. Hun faldt i Tyrkiet og de turde ikke opsøge en læge. Hun er i store smerter og familien har ikke haft adgang til smertestillende medicin.

Lægerne skælder hende ud på græsk og engelsk. Familien er fra Syrien, taler arabisk og kun en lille smule engelsk. Der kommer flere læger til, de hiver i barnet, moderen trykker sig ind til mig.

Vi er på hospitalet i Mytilini.

En køretur til hospitalet 70 km væk

En båd er tidligere på dagen kommet ind med flygtninge fra Syrien. Mellem passagererne er en lille pige med armen slapt ned langs siden. Ansigtet fortrængt i træthed og smerte. Øjnene uden glød.

En af voluntørerne har selv flygtningebaggrund og kan oversætte. Moderen fortæller ham om pigen, som har en stor blodansamling i armen. En læge kommer til. Heldigvis er der god puls i hånden, men hun skal på hospitalet, som ligger i Mytilini 70 km syd gennem bjergene.

Vi kører afsted. Pigen græder i smerte. Vejene er ujævne og bilen ryster.

Mytilini er en stor by. Vi må spørge om vej mange gange, inden vi finder hospitalet. Der er ingen umiddelbar parkering, så jeg må betale sigøjnere for at passe på bilen.

På hospitalet sukker de højlydt, da de finder ud af, at familien lige er ankommet. Det betyder, at de ikke er registrerede og det giver ekstra papirarbejde.

Aftalen med teamlederne ved kysten var, at jeg skulle aflevere familien på hospitalet, give dem penge til en taxa og køre tilbage for at hjælpe på en dag, hvor bådene vælter ind.

Men taxichaufførerne vil ikke køre familien. Det bliver betragtet som menneskesmugling.

Jeg bliver. Faderen og de tre andre børn sidder i venteværelser med alt, hvad de ejer. Det kan være i tre rygsække.

Pigen bliver undersøgt af flere læger, bliver røntgenfotograferet og får lagt armen i gips. Det tager timer. Men jeg kan ikke forlade dem. De har brug for, at jeg er den legitimering, som de sundhedsansatte har brug for, hvis der skulle opstå problemer, og familien er stadig bange. Pigen græder. Moderens blik er ængsteligt på den måde, der sender blikke, som jeg aldrig glemmer.

Endelig er vi færdige.

Jeg går om for at hente bilen og må skubbe sigøjnerne væk, de vil have flere penge. Jeg kommer ind i bilen med min taske i behold, får låst dørene og kører hen til skadestuens indgang, hvor familien venter.

Nu afsted mod den syriske Camp i Mytilini.

Jeg har ikke været der før og kører forkert. Undskylder til familien. Moderen tager min hånd på gearstangen. Jeg er rørt over hendes overskud i en situation, hvor hun burde være helt i bund.

Da vi når frem kysser og krammer moderen mig. Børnene kysser mig. Faderen giver hånd. Han er den eneste, udover den grædende pige, der ikke har sovet i bilen. Hans øjne er fulde af afmagt.

Den lille pige skal have gipsen af om tre uger. Jeg tænker på, hvor de mon befinder sig til den tid. Hvilken fremtid, der venter dem og hvor henne.

Vi har været sammen i fem timer og jeg mærker et stærkt bånd til moderen. Den professionelle mentale afstand, som jeg normalt formår at holde til de enkelte skæbner, er svær, ja umulig, at fastholde, når man har været så intenst sammen.

Når traumerne slår rod

Det er blevet mørkt, da jeg kører retur mod kysten. Jeg farer vild i bjergene og der er langt hjem.

Jeg har aftenvagt på havnen og kører direkte, men håber på at få ro til at spise lidt og sidde i mine egne tanker.

Kystvagten er kommet i land en time tidligere med en mor og hendes to børn på et og tre år. Druknede.

Flere voluntører så ligene og har behov for at snakke.

Jeg sidder på en bænk på havnen og har en samtale, da der kommer melding om, at kystvagten er på vej med et læs flygtninge.

Jeg sender voluntørerne hjem og vi andre gør klar til modtagelsen af de nye. De ankommer våde og kolde. Et par børn er svære at få kontakt med. En enkelt baby er bevidstløs.

Jeg bliver bekymret og henter lægen. Det går stærkt. Hun fylder barnets mund med sukker, får varmet mælk og stimulerer ham.

Stemningen er trykket.

De taler om hospital, men det lykkes lægen at få vækket barnet.

Der kom mange både i går. Så mange, at pladsen i de to transit-lejre er fyldt op. Flygtningene fra den seneste ankomst må sove i et aflukke i pop-op telte. Fire i hvert telt, to liggeunderlag og et enkelt tæppe. Andet har vi ikke. End ikke mad og vand.

Vi deler det vi selv har.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *