Når man hører, at flygtninge i en båd har smidt et barn overbord fordi det græder af angst, kan det være svært at forstå. Psykolog Jane Maul tager dig med gennem seks dage på den græske ø i 2016, Lesbos, hvor menneskeskæbner møder hinanden i en koncentration af storpolitik, næstekærlighed, tragedier, glæde og frivillighed med store konsekvenser.

Den skrigende kvinde sidder på en jakke på betonmolen. Der sidder to læger og holder hende. Hun skiftevis besvimer og kæmper for at komme op. Ud i vandet for at lede efter sine børn.

I morges havde hun fire, nu har hun et.

Jeg er på Lesbos for at hjælpe.

Klokken er 23. Der er buldrende mørkt og en ny gummibåd med bådflygtninge har lige ramt kysten. Der er mange kvinder denne gang, men også babyer. Af sikkerhedsmæssige årsager lægger de spædbørnene i bunden af båden. Så ryger de ikke over bord. Men der kommer vand ind i båden og i går druknede der – igen – et spædbarn på vejen til Europa.

De forskellige gummibåde kan rumme alt fra 50 – 100 mennesker, men så sidder de også tæt. Så tæt at ingen kan bevæge sig.

Er havet uroligt tager båden vand ind, men først når den rammer land, kan passagererne bevæge sig, og konstatere om et eller flere småbørn er druknet mellem benene på dem.

En gruppe frivillige, der er kommet til fra forskellige lande i Europa, hvor de normalt lever en tryg hverdag, tager imod. Lettelsen hos flygtningene er blandet med traumer og frygt, men glæden alligevel mærkbar. Krigen er bag dem. Fredelige Europa foran dem. En bådtur med livet på spil i selskab med ukendte medmennesker er overstået. Alternativet til at betale en kynisk menneskesmugler for at få plads i en trang lille gummibåd er tæt pakkede flygtningelejre med kamp for livet og maden hver eneste dag.

En bus kommer efter et stykke tid for at køre flygtningene til den midlertidige camp omtrent 20 km fra indsejlingsstedet. De fleste kvinder og børn kommer med bussen, men den har kun 50 sæder, så der er ikke plads til alle.

Blandt de mange mænd står en familie med fire børn. Den yngste er fire måneder. Det begynder at regne. Deres tøj var vådt i forvejen fra sejlturen.

Min danske medrejsende og jeg stopper familien ind på bagsædet af den lille lejede Nissan.

Mor, far og tre børn på bagsædet. Jeg får babyen på skødet og så kører vi. Babyen ligger og kigger op på mig med sine store brune øjne og efter få minutter sover hun. Hele familien er træt. De har været på flugt i flere år allerede. Senest boet to år i Tyrkiet, før de greb muligheden for at komme videre mod trygheden. Tiden i Tyrkiet var rædselsfuld, fortæller de. Som syriske flygtninge skulle faderen arbejde dobbelt så hårdt for den halve løn. Ofte var der ikke penge til mad og de fortæller, at de af tyrkerne blev behandlet som skadedyr. Vi spørger til, hvor de gerne vil bo. Mor svarer “Some place safe”. Det er ligegyldigt hvor, bare det er sikkert.

Ville hjælpe de frivillige

Jeg er på Lesbos i det græske øhav. Inden jeg traf beslutningen om at tage til flygtningekrisens europæiske frontlinie har jeg i flere uger lavet frivilligt psykologarbejde både i Danmark og Tyskland. Men historierne fra Lesbos manglede hensynet til de frivillige. Som psykolog, der har arbejdet med traumeramte klienter i flere år kunne jeg konstatere et kæmpe problem. Der er ingen støtte til at bearbejde de frivilliges oplevelser og indtryk, så de tager rejser direkte fra en tryg arbejdshverdag et sted i Europa til frontliniens makabre virkelighed og hjem igen. Det har enorme menneskelige omkostninger, og jeg ved fra erfaring, at sådanne kontraster og oplevelser snarere ødelægger raske mennesker, end det styrker dem. De vil gerne gøre noget godt, men risikerer at komme hjem med enorme psykiske men.

Derfor tog jeg afsted. Der var – og er – behov for at fagprofessionelle tager hånd om også de frivillige. Laver debriefing efter traumatiske hændelser. Giver psykiske førstehjælp. Yder omsorg og gør en indsats for, at de kommer hjem uden traumer.

Det var mit udgangspunkt, men nu står jeg på stranden sammen med alle de andre.

Der er mangel på hænder til at hjælpe flygtningene i land og sørge for det helt basale når de første gang sætter foden på fredelig europæisk jord.

Kaotisk situation

På stranden samarbejder vi med nordmænd, hollændere, amerikanere, englændere og franskmænd. En masse forskellige organisationer er repræsenteret, men der er ingen overordnet ledelse. Ingen formel organisation. Ingen myndigheder og heller ingen professionel koordinering af indsatsen. Her på flygtningekrisens frontlinie er hjælpearbejdet fuldstændig tilfældigt.

Der opstår til tider noget uro i forhold til opgavefordeling og kriseledelse, men alle prøver at have fokus på opgaven.

En båd er kommet ind helt tæt på en station med tøj, vand og mad. Det er dag, så fra havet kan de se, hvor der står frivillige og vifter med folietæpper og redningsveste. Det er et godt sted at gå i land. Andre gange fører havet bådene i land ved klipper og skrænter. En overfyldt gummibåd med en lille påhængsmotor og en tilfældigt udpeget styrmand kan kun håbe på at ramme sikkert land.

Båden er denne gang fyldt med mange familier. På en tilfældig plads ved vejen står flygtningene nu og puster ud. Jeg går hen til en familie, hvor mor står med et spædbarn. Barnet er blåt i ansigtet. Hun trækker ikke vejret. Mor vender den lille pige på hovedet og trykker det på maven og ryggen. Pumper det. Pludselig sprutter barnet. Hvidt skum og vand kommer ud af pigens mund og hun begynder at trække vejret. Det er en 10 dage gammel pige, der blev født på en grusvej i Tyrkiet. Mor rækker mig barnet og jeg får familien ind i den første ledige bil med retning mod en station, hvor vi ved, der sidder en frivillig neonatallæge. Det er kun en halv times tid siden vi sendte en fem dage gammel baby op til ham.

Alle overlevede i dag. Så er det en god dag.