Om Psykologer over Grænser

Hvem er vi?

Psykologer over Grænser er en frivillig organisation, hvor psykologer tilbyder samtaleforløb til frivillige som har været engageret i nødhjælpsarbejde. Psykologer over Grænser blev etableret i 2015 af Psykolog Jane Maul efter et ophold på Lesbos, hvor Jane tog imod både med flygtninge og så, hvad det gjorde ved hjælperne at være så tæt på traumatiserede og fordrevne mennesker. Læs Janes seks dagbogsnotater fra sit ophold på Lesbos, så får du indblik i, hvordan flygtningenes skæbner berører og kalder på handling.

Foreningen styres af en bestyrelse, som vælges på den årlige generalforsamling. Fra september 2018 er følgende medlemmer af bestyrelsen:

Formand Liv Starheim, liv.starheim@live.dk

Næstformand Tobias Tang Møllehave

Administrator Clara Starheim

Suppleanter: Simone Rosenlund og Lise Lotte Schrøder

Bestyrelsen mødes den sidste søndag i hver måned og sætter indsatser i gang, som udføres af netværket.

Netværket i Psykologer over Grænser består af psykologer og psykologistuderende i slutningen af deres studie. Du er velkommen til at registrere dig som medlem af foreningen ved at udfylde indmeldelsesblanket og markerer dine kompetencer og hvilke opgaver du vil byde ind på. Du er også meget velkommen til at melde dig ind, for at vise din støtte til arbejdet, uden at du pt. er aktiv i netværket.

 

Hvad tilbyder vi?

Psykologer over Grænser tilbyder frivillige, som har været engageret i nødhjælpsarbejde at deltage i et gruppeforløb eller et individuelt samtaleforløb.

Gruppeforløbene foregår enten på dansk som gruppemøder 6 gange hver den sidste søndag i måneden. Vi har desuden et gruppeforløb, som foregår på engelsk over en sikret elektronisk samtale platform. Ligeledes med 6 møder hver den sidste søndag i måneden.

Formålet med både de individuelle og gruppeforløbene er i fællesskab at skabe bearbejdning og eventuel formidling af de oplevelser, som er en del af det at være udsendt nødhjælpsarbejder. Risikoen for at opleve angst, ensomhed og længerevarende stress symptomer er stor ved at have deltaget i nødhjælpsarbejde. Vi vil med grupperne skabe de fællesskaber og samtalerum, der kan føre til at oplevelserne bliver udtrykt og transformeret til en meningsfuld og håndterbar fortælling.

Psykologer over Grænser arbejder desuden med at indsamle og formidle viden om vanskelighederne med at håndtere og bearbejde indtryk fra nødhjælpsarbejdet. Denne viden skal gavne nødhjælpsarbejderne under og efter deres engagement, og desuden pege på de udfordringer, som vi alle har med at kunne forstå og kapere flygtningenes situation, samtidigt med at vi lever vores eget liv. Vi ønsker at bidrage til, at vi alle bliver bedre til at kunne forholde os til den ekstreme situation, som disse mennesker befinder sig i, uden at vi bliver tvunget ud i en diskurs om enten af være flygtningevenlige eller fjendtlige. Vi tror på, at vi alle ønsker det bedste for mennesker, der er ramt af krig. Vi ønsker gennem dialog og viden om disse forhold te finde løsninger, som ikke kun tjener en politisk agenda, men diskuterer, hvordan vi kan få lov til at agere med ordentlighed og medmenneskelighed, selvom vi ikke har mulighed for at deltage aktivt og direkte i arbejdet med flygtninge.